Hej, mit navn er Henrik, model 1964. Vi skal helt tilbage til 1979 – dengang, hvor det hele startede. Jeg startede nemlig som fejedreng på et mærkeværksted. Og jeg kom i lære i 1981 på reservedelslageret i samme virksomhed.
Jeg har altid haft en fascination for biler. I 1983 fik min daværende arbejdsgiver forhandlingen af Peugeot, og der startede min store franske interesse. Det er efterhånden et par somre siden – og der er løbet meget olie gennem årene – men den store passion for franske biler holder ved.
Jeg har arbejdet som lagerchef, værkfører og salgschef. Jeg har altså været igennem alle afdelinger, hvor jeg fik et godt indblik i, hvad det vil sige at drive et autoværksted.
Årene gik. Jeg nærmede mig de 30 år. Tanken om at blive selvstændig blev større og større. Med de mange år på bagen fra branchen var jeg helt klar over, hvilken type forretning, jeg gerne ville stable på benene.
Sammen med min “nye” forretningspartner, Lars, lavede vi en forretningsplan. Det er også derfra LH Bilcenter stammer fra – det giver næsten sig selv, hvorfor. Lars var udlært mekaniker og kom fra en selvstændig mekanikerfamilie fra Brenderup.
Hvis jeg skal opsummere den store, forkromede forretningsplan i få ord, er det faktisk ret enkelt:
- Vi ville være specialister i ét bilmærke, hvor vi kendte spidsfindighederne vedrørende det ene bilmærke.
- Vi ville være et alternativ til de store mærkeværksteder – et sted, hvor kunderne kunne mærke, at vi brændte for de franske biler.
- Vi ville starte helt fra bunden – vi ville ikke overtage et eksisterende værksted, hvor vi skulle slås med levn fra fortiden.
Det lyder den dag i dag meget enkelt. Og det var det egentlig også. Vi fandt nogle bygninger, hvor der havde været en smedje, som passede økonomisk, beliggenhedsmæssigt og størrelsesmæssigt til os.
Og så sagde jeg mit job op. Det gjorde jeg d. 30. november 1994. Jeg fik afholdt al ferie. Og så gik Lars og jeg ellers i gang med at renovere og indrette det nye værksted.
Vi slog officielt dørene op for LH Bilcenter d. 1. marts 1995 – endda med en lille annonce i avisen. Vi havde planlagt at skulle sælge nogle biler og på den måde opbygge nogle kunderelationer. Der tog vi fejl. Der var åbenbart et stort behov for en specialist, et alternativ til mærkeværkstederne … og så væltede kunderne ellers ind. Fra dag ét. Og der gik ikke længe, før vi kunne ansætte vores første lærling.
Slag i slag … byggede vi på og byggede op. Nye kunder, ingen markedsføring. Lars og jeg havde et fantastisk samarbejde frem til år 2000, hvor han var kørt lidt træt i bilbranchen, og jeg købte ham ud af LH Bilcenter.
Spoler vi tiden en smule frem. I 2003 var vi oppe på syv i medarbejderstaben, som skulle deles om 300 m2 – så det blev lidt trangt. Derfor gik jagten på nye lokaler ind. Dem fandt vi så i slutningen af 2003. De blev sat i stand, og vi flyttede forretningen til Grønlandsgade 18, 5000 Odense C. Sidenhen er vi dog flyttet igen, men mere om det senere.
Årene gik. Og det gik godt. I 2011 mødte jeg Peter Byllemos. Han havde – ligesom jeg og nogle andre – et ønske om at skabe noget større. En kæde af uafhængige autoværksteder. Her blev de første frø sået til, hvad vi i dag kender som CiPe:Care.
Peter og jeg (plus en håndfuld andre) brugte i fællesskab et år på at udvikle et færdigt værkstedskoncept for Citroën- og Peugeot-specialister.
<Se eventuelt mere omkring det i vores konceptmappe>
Vi holdt et kick-off-møde i Kolding i marts 2012, hvor vi havde inviteret en masse franske specialister til at høre om dette. Interessen var stor, men det var meget svært at få nogle til at være de første – alle ville gerne se tiden an.
Så jeg kunne lige så godt gøre det selv. I juni 2012 åbnede jeg derfor den første forretning i CiPe:Care-konceptet i Svendborg og brugte selv de næste par år til at få det slået i gang.
I januar 2014 meddelte Peter Byllemos, at han ikke ønskede at være en del af CiPe:Care mere, så jeg købte ham ud og overtog hans andel. Jeg begyndte at arbejde med sagen selv og fik i efteråret 2014 etableret et samarbejde med 10 andre værksteder, i en såkaldt “light version”.
I 2015 overgik det til en lukket Facebook-gruppe, hvor værkstederne kan spørge hinanden om tekniske ting. Resten er blevet opløst.
CiPe:Care udvidede i 2015 med endnu en afdeling. Denne gang i Nyborg på Falstervej 14, tidligere Citroën-forhandler. Og i april 2016 overtog CiPe:Care Obelitz i Aarup. I samme periode lavede vi et samarbejde med Bilsyn Plus, så vi fik synshal i både Odense og Svendborg med salg af nummerplader, omregistrering og alt derimellem.
I starten af 2015 startede vi One2Move (nu Oscar Biludlejning red.) biludlejning op i Odense, og i sommerferien 2015 kom Nyborg med også. Afdelingen i Aarup blev lagt ned efter fem år. Sammenlagt har vi mere end 100 udlejningsbiler kørende i alle afdelinger.
I januar 2016 besluttede vi at tage Renault ind under CiPe:Care-vingerne. Strategien blev fulgt til dørs, selvfølgelig.
I slutningen af 2018 købte vi Østerbro 2-4. Det overtog vi i midten af 2019. Renoveringen gik i gang. Lokalerne stod færdige i 2021, hvor vi flyttede ind i et topmoderne autoværksted i starten af det år.
Nu er vi næsten fremme ved nutiden. I 2022 overtog vi Auto-Blik – en mindre pladesmed på den anden side af vejen. René Larsen er teamleder i den afdeling, hvor fokus er på karrosseriopgaver.
I dag har CiPe:Care hovedsæde på Østerbro 2 i Odense.